Jeg har en efterlysning. Måske vil du hjælpe med at få den spredt. Om få timer er det præcis en uge siden, Aisha-bogen udkom. Det er også præcis en uge siden, at samtalen “Aisha – Slave i Danmark?” blev lagt op på YouTube. Et dokumenteret vidnesbyrd, som fortæller om noget af det allerværste, kvinder på dansk jord har været udsat for. Alligevel har der stort set været stille fra de progressive kvinde- og ligestillingsorganisationer i Danmark. Enkelte afdæmpede reaktioner er det blevet til hist og pist – f.eks. et isoleret LinkedIn-opslag fra Kvinfo. Men ellers har det mest været tavshed fra dem. Hvor er de? Hvor er Kvinderådet? Hvor er Kvinfo? Hvor er Dansk Kvindesamfund? Hvor er UN Women Danmark? Jeg kunne blive ved. Jeg ved ikke, om det er helt rigtigt, men min påstand vil være følgende: Klassekampen er vendt på hovedet i de her sager. Hvis Aisha havde været en hvid, langtuddannet og højtlønnet stemme fra en kreativ branche, der åbent kunne vise sit ansigt frem, så havde reaktionen været langt mere voldsom fra første dag. Reaktionære kræfter har altid forsøgt at tage luften ud af kvindekampen. Men … hvorfor bidrager de progressive til det her, hvor kvindesagen vel næppe kan blive mere klar? Jeg forstår det ikke. Hjælp mig med at dele efterlysningen. God søndag. Kh. Frederik #dkpol #dkmedier #kvinderettigheder #ligestilling #danskpolitik