Det er respektløst, når Lars Løkke Rasmussen endnu en gang åbner for at afskaffe retsforbeholdet. For ti år siden sagde danskerne nej. Et klart nej. Alligevel bliver vi igen mødt af politikere, der tilsyneladende ikke forstår betydningen af et demokratisk svar, hvis de ikke bryder sig om resultatet. For nylig foreslog Moderaterne også, at danskerne skulle stemme om euroen igen. Hvor mange gange skal man sige nej, før et nej gælder? Jeg mindes ikke, at vi nogensinde er blevet spurgt igen, når danskerne har sagt ja til mere EU. Det kunne ellers være relevant nok. Erfaringen viser, at vi gang på gang har købt katten i sækken, når magt er blevet flyttet fra Danmark til Bruxelles. Retsforbeholdet handler ikke om teknik. Det handler om, hvem der skal bestemme. Udlændingepolitikken er en af de mest afgørende politiske spørgsmål overhovedet, og beslutningerne skal naturligvis træffes af danskerne selv – ikke af embedsmænd og politikere i Bruxelles. Samtidig rejser det et større spørgsmål om EU’s udvikling. I årtier har EU lovet velstand, vækst og styrke. Resultatet er et Europa, der sakker stadig længere bagud økonomisk. Mens USA og store dele af Asien har accelereret, har EU gjort regulering, bureaukrati og centralisering til sine vigtigste vækstområder. Vi ser konsekvenserne overalt: faldende konkurrenceevne, svag innovation, stigende gæld og en økonomi, der ikke længere kan følge med verdens mest dynamiske lande. Europa risikerer at ende som et frilandsmuseum for velhavende amerikanske og kinesiske turister, mens vækst, teknologi og investeringer flytter andre steder hen. Derfor er det afgørende, at danskerne fortsat har det sidste ord. Det har været en styrke ved vores grundlov, at suverænitet kun kan afgives med folkets accept. Men den regel giver kun mening, hvis politikerne også respekterer et nej. #Demokrati #EU #Suverænitet
