I dag har @berlingske et interview med en Irfan Kurtulmus, der har tyrkisk indvandrerbaggrund. Han er imod, at der laves statistik over tredje generation (som i dag regnes for personer af dansk oprindelse), fordi han mener, at hans børnebørn er danske. Det har jeg en del at sige til. For det første kan jeg kun gentage, at der er tale om en statistisk kategori og ikke en danskhedsdefinition. Vi har i dag indvandrere og efterkommere, som i mine øjne er danske, selvom de tilhører en anden statistisk kategori end mig. Danskhed handler om værdier, tilhørsforhold, loyalitet og kultur. Statistiske kategorier handler om at blive klogere på integration. Når jeg ønsker en kategori for børn af efterkommere, handler det altså ikke om at udgrænse nogen, men om at måle på integration mellem generationer og dermed også på indvandringens langsigtede konsekvenser for Danmark. For det andet savner jeg, at Berlingske i det her “det er synd for"-interview spørger ind til – og gør klart for læseren – hvorvidt hans børn har giftet sig med nogen af dansk oprindelse. Vi får kun oplyst, at Irfan selv giftede sig med en anden tyrker. Men havde hans søn giftet sig med en ”Anna”, eller havde hans datter giftet sig med en ”Mads”, så havde børnebørnene været kategoriseret som personer af ”dansk oprindelse” helt uafhængigt af den nuværende snak om nye kategorier. Snakken er kun relevant, fordi Irfans børn sandsynligvis har giftet sig med andre med udenlandsk baggrund (formentlig tyrkisk), hvilket hovedparten af alle med tyrkisk baggrund gør – uanset om de er indvandrere eller efterkommere. Jeg tror, at det har integrationsmæssige implikationer, når man generation efter generation gifter sig inden for egen kulturkreds. Hvis det ikke har, så er det jo super og værd at vide. Hvis det har, er det ligeledes værd at måle på og vigtigt at oplyse om. Derfor ønsker jeg en særskilt kategori for børn af efterkommere. Også selvom det med @mohammad_rona ord er ”ubehageligt”. #integrationsdebat #danskhed #indvandring
