Search

Jeg har kørt med selvkørende FSD i nogle måneder nu. Eller min bil har retteligt kørt mig, i nogle måneder nu. Fra min første tur ved Folkemødet, til at det kort efter blev sluppet løs til private biler, så har jeg kørt flere tusind kilometer. Jeg tror ikke helt folk forstår det som sker. Transport er ved at forandre sig meget. Det er ekstremt tæt på fuldautomatisk. Med undtagelse af at køre ind i min indkørsel (hvor den vil parkere på villavejen), så kommer den uden jeg rører den fra A til B idag. Det er ikke en fartpilot. Eller en lane-assist. Den kører bilen. Selv. Der er lige om lidt ingen grund til at jeg overhovedet befinder mig i bilen. Hvis jeg måtte, så kunne jeg taste en adresse ind og sende bilen afsted selv. 9 ud af 10 ture allerede idag bruger bilen mig slet ikke. Et menneskes intervention i kørslen er formentlig allerede nu mindre sikkert, end FSDs reaktion, på en given hændelse. Har én selvkørende bil lært at komme ind i min indkørsel, så er den viden hos alle selvkørende biler. Måske køre uden chauffør, hjem fra at sætte mig af i lufthavnen for at spare parkering, eller for at køre børnene i skole, eller hente noget. Skal oldemor til øjenlægen i arbejdstiden? Send bilen efter hende. Den er god nok til at køre helt selv. Det er ikke science fiction. Det er ikke teknik og software som stopper os i at kunne, det er pt. kun regler og regulativer. Det er klart at vi skal være sikre på at den er mere sikker henover alle situationer end et menneske, før det slippes fri, men det er tæt på. Den kører langt mere smooth, opmærksomt og forudseende end et menneske kan. Det er mere at klare myndighedernes bevisbyrde end et software leap, som skal til nu. Når bilerne endda kan kommunikere sammen inden længe, og andelen af menneskelige chaufføre på vejene falder, så øges sikkerheden yderligere. Hvis de taler sammen, så kan de i teorien køre med højere tæthed i højere fart. Reaktionstiden for at bremse er ikke biologiske nervebaner uden advarsel, men lysets hastighed og lidt compute, som får en advarsel fra den forankørende først. Game changer for spørgsmålet om trængsel. 3x så mange biler dobbelt så hurtigt fremme? Mindre luftmodstand og derved mindre elforbrug? Det betyder farvel til diskussioner om p-pladser. Bilen sætter dig af og kører hvorhen den behøver. Måske delebiler overtager det hele. Så flåden af biler konstant kører. Måske samkørsel al'a mindre busser som dynamisk ruteoptimerer. Flere grønne arealer og det hele er støjsvage elbiler. Vejene skal også opdateres med tiden, så skilte, bump, og sving osv. er optimeret efter en anden slags chaufførs opmærksomhed. Det vil yderligere forbedre transport. Det betyder også at togtrafik er en deadend. En tons tung ting, som kun kan køre lige ud, og som ikke starter hvor du er, og ikke stopper hvor du skal hen. Glem det. Bør man lave analyser af at omdanne banenettet til turboveje til selvkørende biler? Det ændrer også totalt hvad en bil skal gøre for dig. Den bliver en slags "tredje sted", mere lounget, måske med sengeplads, mere komfortabel, designet efter socialt samvær, arbejde og opbevaring. Jeg tror også det gør noget ved roadrage og trafikstress. Hvis nogen dytter, så er det af en computer. Du kan heller ikke rigtig være sur på en forankørende, hvis du ved det er en computer og ikke en "idiot" bag rettet. Jeg er sikker på at fejl og ulykker vil ske. Men jeg er også sikker på at de vil være færre og mindre, end vi ser idag med mennesker bag rattet. Endda med en potentielt stejl læringskurve. Jeg tror vi kommer til at kigge tilbage på mennesker bag rattet som noget farligt. De mange som stadig kører selv og ikke har prøvet det endnu, tænker sikkert jeg er virkelighedsfjern efter at have læst det her. Men nej. Vi står midt i det. "The future is already here, it's just not evenly distributed" Tingene bliver anderledes og de bliver bedre, meget hurtigt. Det skal man politisk selvfølgelig indstille beslutninger efter nu. #SelvkørendeBiler #FremtidensTransport #Teknologi

“Teknologisk Darwinisme beskriver det selektionspres, hvor mennesker og organisationer, der ikke formår at tilpasse deres kompetencer til nye teknologier, gradvist mister konkurrenceevne og risikerer at blive erstattet eller marginaliseret af dem, der tilpasser sig” - ChatGPT “Teknologisk Darwinisme – Da mennesket skabte det miljø, det selv må lære at overleve i Mennesket har altid været en art, der har overlevet gennem tilpasning. Men vores største fordel har måske netop været, at vi ikke kun tilpassede os vores omgivelser. Vi lærte at forandre dem. Vi kunne ikke konkurrere med ulven i kulde, men vi byggede et hus. Vi kunne ikke løbe som hesten, men vi opfandt hjulet. Vi kunne ikke flyve, men vi byggede flyvemaskinen. Vi kunne ikke huske og beregne som en computer, så vi skabte computeren. Teknologien blev dermed et middel til at gøre verden mere tilpasset mennesket. Men noget er ved at ændre sig. Fra værktøj til miljø De fleste tidligere teknologiske revolutioner udvidede menneskets fysiske muligheder. Industrimaskinen gjorde os stærkere. Bilen gjorde os hurtigere. Computeren gjorde os bedre til at beregne. Internettet gjorde os bedre til at kommunikere. Kunstig intelligens er anderledes. AI kan ikke blot udføre en fysisk funktion for os. Den kan skrive, analysere, programmere, oversætte, organisere, undersøge, generere idéer og bearbejde enorme mængder information. Den bevæger sig dermed ind på et område, som tidligere i høj grad blev betragtet som menneskets domæne: den kognitive verden. Det betyder ikke nødvendigvis, at mennesket bliver overflødigt. Men det betyder, at værdien af forskellige menneskelige kompetencer kan ændre sig dramatisk. Og dermed opstår det, man kan kalde teknologisk Darwinisme. Et nyt selektionspres Begrebet skal ikke forstås bogstaveligt som biologisk evolution. Der er tale om en metafor for et økonomisk og socialt selektionspres. Når teknologien ændrer produktionsbetingelserne, ændres også kravene til de mennesker, der skal fungere inden for dem. En medarbejder, der anvender AI effektivt, kan i nogle situationer udføre det samme arbejde hurtigere end en medarbejder, der ikke gør. En virksomhed, der integrerer AI i sine processer, kan få lavere omkostninger end en virksomhed, der holder fast i tidligere arbejdsmetoder. Dermed opstår en simpel mekanisme: Teknologisk tilpasning skaber en konkurrencefordel. Manglende tilpasning kan skabe en konkurrenceulempe. Det betyder ikke, at den ene person nødvendigvis er mere intelligent end den anden. Det betyder heller ikke, at den person, der bliver overhalet, har gjort noget forkert. Det betyder blot, at det teknologiske miljø har ændret sig. I biologisk evolution er det ikke nødvendigvis den stærkeste organisme, der overlever, men den organisme, hvis egenskaber passer bedst til det miljø, den befinder sig i. Det samme princip kan i en vis forstand begynde at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet. Teknologiens ofre Enhver teknologisk revolution skaber vindere og tabere. Når maskiner overtager arbejdsfunktioner, forsvinder nogle job. Når nye produktionsformer opstår, mister nogle kompetencer deres værdi. Når en branche digitaliseres, bliver nogle arbejdsformer overflødige. Det samme kan ske med AI. De mennesker, der ikke formår eller ønsker at tilpasse sig, kan blive teknologiske ofre. Ikke fordi de er mindre værd som mennesker, men fordi deres økonomiske funktion kan blive mindre værd i et nyt system. Det er en vigtig forskel. At blive erstattet af teknologi er ikke det samme som at være et dårligere menneske. En dygtig bogholder kan blive overhalet af automatisering. En erfaren tekstforfatter kan opleve, at AI producerer førsteudkast på sekunder. En programmør kan få udført opgaver af en AI, som tidligere krævede mange timers arbejde. Det ændrer ikke nødvendigvis menneskets værdi. Det ændrer markedsværdien af en bestemt menneskelig funktion. Og det er netop her, teknologisk Darwinisme bliver relevant. Den nye konkurrence er måske menneske mod menneske plus AI Det mest afgørende spørgsmål er måske heller ikke, om AI erstatter mennesker. Det kan være, at den egentlige konkurrence kommer til at stå mellem mennesker, der anvender AI, og mennesker, der ikke gør. Forestil dig to personer med omtrent samme uddannelse, intelligens og erfaring. Den ene arbejder uden AI. Den anden bruger AI som assistent, researcher, analytiker, programmør, sparringspartner og produktionsværktøj. Hvis den anden kan producere dobbelt så meget, arbejde hurtigere og samtidig reducere fejl, ændres konkurrenceforholdet. AI behøver derfor ikke først at blive bedre end mennesket for at forandre arbejdsmarkedet. Det er tilstrækkeligt, at mennesket med AI bliver bedre end mennesket uden AI. Det kan skabe en selvforstærkende proces. De, der tidligt lærer at bruge teknologien, opbygger erfaring. Erfaringen giver dem en fordel. Fordelen gør det mere attraktivt at investere yderligere i teknologien. Og dermed kan forskellen mellem de tilpassede og de ikke-tilpassede vokse. Teknologisk Darwinisme kan således blive mindre et spørgsmål om, hvem der er dygtigst i dag, og mere et spørgsmål om, hvem der hurtigst kan tilpasse sig morgendagens produktionsmiljø. Men hvad er egentlig menneskets fordel? Det fører til et mere ubehageligt spørgsmål. Hvis AI fortsætter med at blive bedre til kognitive opgaver, hvilke menneskelige egenskaber bliver så stadig mere værdifulde? Måske bliver kreativitet vigtigere. Måske dømmekraft. Måske ansvar, empati, tillid og evnen til at forstå andre mennesker. Men det er ikke sikkert, at vi kan vide det endnu. Historien har vist, at mennesker ofte overvurderer betydningen af de egenskaber, de selv er gode til, og undervurderer de teknologiske muligheder for at automatisere dem. Det kan derfor være farligt at konkludere, at “menneskelig kreativitet” eller “menneskelig intelligens” nødvendigvis vil være den endelige beskyttelse mod automatisering. AI’s udvikling udfordrer netop forestillingen om, at bestemte kognitive områder permanent tilhører mennesket. Da værktøjet bliver miljøet Her opstår det dybere paradoks. Mennesket har gennem hele sin historie brugt teknologi til at kontrollere sit miljø. Vi byggede huse for at kontrollere klimaet. Vi byggede maskiner for at kontrollere fysisk arbejde. Vi byggede computere for at kontrollere information. Vi byggede internettet for at kontrollere kommunikation og adgang til viden. Teknologien var vores middel til at gøre omgivelserne mere tilpassede til os. Men hvad sker der, når teknologien bliver så integreret i samfundet, at den selv begynder at definere det miljø, vi skal fungere i? Det er måske det egentlige historiske skifte. Mennesket skabte teknologien for at forme verden efter sig selv. Nu kan teknologien begynde at forme den verden, som mennesket selv skal tilpasse sig til. Det er ikke længere blot et spørgsmål om, hvorvidt vi kan bruge et nyt værktøj. Det bliver et spørgsmål om, hvorvidt vi kan fungere i et samfund, hvor dette værktøj er blevet en grundlæggende del af selve miljøet. Den accelererende selektion Der er endnu en forskel. Tidligere teknologiske revolutioner strakte sig ofte over generationer. Der var tid til at uddanne sig, omlægge brancher og tilpasse institutionerne. AI kan bevæge sig langt hurtigere. En kompetence, der er værdifuld i dag, kan blive mindre værdifuld om få år. En arbejdsproces, der i dag kræver en hel afdeling, kan måske i morgen gennemføres af få mennesker med adgang til avancerede AI-systemer. Det kan skabe et selektionspres, som ikke alene handler om tilpasning, men om hastigheden af tilpasningen. Den afgørende egenskab bliver måske derfor ikke blot at kunne lære. Det bliver at kunne lære hurtigere, end miljøet ændrer sig. Og hvis den teknologiske udvikling fortsætter med at accelerere, bliver spørgsmålet naturligvis, hvor denne proces ender. Hvad sker der, når mennesket ikke længere kan følge med? Det er her, teknologisk Darwinisme bliver mere end en teori om arbejdsmarkedet. For hvis mennesket kan tilpasse sig teknologien, fordi teknologien udvikler sig langsommere end menneskets evne til at lære, er der stadig tale om et forhold, vi kender. Men hvad sker der, hvis teknologien en dag udvikler sig hurtigere, end mennesket kan nå at tilpasse sig? Hvad sker der, hvis den kognitive kapacitet, som vi tidligere brugte til at forstå og kontrollere vores teknologiske miljø, selv bliver overgået af teknologien? Og hvad sker der med menneskets plads i samfundet, hvis det ikke længere er mennesket, der befinder sig i den øverste ende af den kognitive produktionskæde? Det behøver ikke føre til en dystopi. Det kan tværtimod føre til en verden med større velstand, mere fritid og enorme muligheder. Men det vil kræve, at mennesket finder en ny måde at definere værdi på. For måske er den største udfordring ved AI ikke, at maskiner kan komme til at gøre vores arbejde. Måske er udfordringen, at vi har bygget et samfund, hvor menneskets økonomiske værdi i høj grad er knyttet til det arbejde, det udfører. Hvis maskinerne gradvist overtager mere af arbejdet, må vi derfor stille et langt mere fundamentalt spørgsmål: Hvad er menneskets værdi, når menneskets evne til at arbejde ikke længere er det, der gør mennesket unikt? Og måske er det netop her, vores idé om teknologisk Darwinisme til sidst vender tilbage til sit udgangspunkt. Mennesket har altid overlevet ved at tilpasse sig. Men mennesket har også altid haft den særlige evne til at ændre sit miljø, så det passer til mennesket. AI kan blive den første teknologi, der i stor skala vender dette forhold på hovedet. Mennesket har altid brugt teknologien til at forme verden efter sig selv. Måske bliver AI den teknologi, der for første gang tvinger mennesket til at forme sig selv efter teknologien. Spørgsmålet er derfor ikke længere blot, om mennesket kan tilpasse sig AI. Spørgsmålet er, om mennesket kan nå at tilpasse sig, før det teknologiske miljø har forandret sig igen” - ChatGPT

Jakob Engel-Schmidt ved godt selv, at lavere fødevaremoms ikke nødvendigvis fører til lavere forbrugerpriser. Han argumenterede selv mod det så sent som i januar - selvom han nu lader som om, det er god politik. Men det bliver for alvor åndssvagt, når hans argument for at gå mod samtlige økonomer i landet er, at detailbranchen “har givet ham håndslag på, at de ikke bare hæver priserne tilsvarende”. Virkelig? Følg med i næste uge, når regeringen afskaffer fartbøder og hastighedskontrol, fordi Jakob har talt med en bilist som lov, at man altså nok skal sørge for ikke at køre for hurtigt længere! Differentieret moms er dyrt, ineffektivt og ekstremt bureaukratisk for erhvervslivet. Man kunne have brugt de her 17 mia. på skattelettelser i bunden. I stedet får vi skattestigninger i bunden og en latterlig økonomisk indsprøjtning til supermarkederne. #økonomi #foodpolicy #skatter