Kan man snyde sig til dansk indfødsret? I fredags var jeg atter i Højesteret for at overvære en sag om frakendelse af dansk indfødsret erhvervet ved svig. I retten mødte en 47-årig palæstinensisk kvinde med tørklæde op med sin advokat Erbil Kaya. Det var en udfordring at følge retsmødet, da en arabisk tolk måtte oversætte hele mødet til arabisk for kvinden. Jeg forstod dog, at kvinden var kommet til Danmark i 1999 fra Libanon, aldrig har været på arbejdsmarkedet, ingen uddannelse har og er førtidspensionist. Hendes familie bor fortsat i Libanon, og dem besøger hun åbenbart hvert andet år. Kvinden har således kun været en udgift for det danske samfund. Det kvitterede vi i 2015 for med et dansk pas. Kun Dansk Folkeparti stemte imod. Omdrejningspunktet i sagen er, at kvinden som led i religiøs opdragelse havde mishandlet sin lille datter fra 2004 og frem til 2016 sammen med sin arabiske ægtefælle. En mishandling, der i 2017 førte til en dom på 6 måneders fængsel for grov vold. Det betyder, at kvinden, da hun ansøgte om dansk indfødsret i 2013, fortiede, at hun havde begået strafbare forhold, og dermed afgav en falsk erklæring på tro og love til myndighederne. Kvinden har dermed snydt sig til dansk indfødsret ved at lyve over for myndighederne. Da kvinden fik det sidste ord i retten, sagde hun på arabisk, at hun er uskyldig, og at der ikke er beviser for, at hun har gjort noget forkert. Efter retsmødet gik kvinden sammen med sin mand over til deres bil med handicapskilt i forruden. Jeg så ingen journalister fra de store medier i retten. Og jeg har heller ikke efterfølgende set ét medie omtale sagen. Derfor er det vigtigt for mig at møde op i disse sager, da jeg ellers er afskåret fra en masse oplysninger, der både er relevante for jer og for mig i mit arbejde som lovgiver. Jeg undrer mig virkelig over, hvordan i alverden man kan bestå en indfødsretsprøve for 12 år siden, hvis man efter 27 års bopæl i Danmark fortsat ikke kan begå sig på dansk og har brug for en arabisk tolk. I mit hoved er der noget, der ikke stemmer, og det er relevant for mig at undersøge nærmere. Og med hensyn til det juridiske spørgsmål om indfødsretten er løsningen ganske enkel: Indfødsretsloven bør ændres således, at en udlænding aldrig kan anses for at have erhvervet dansk indfødsret, hvis vedkommende ikke opfyldte betingelserne på tidspunktet for vedtagelsen af lovforslaget (ex tunc-nullitet). For man skal ikke kunne opnå ved domstolene, hvad man aldrig ville have fået af Folketinget, hvis sandheden havde været kendt. Det vender efter min opfattelse Grundlovens § 44, stk. 1, på hovedet. For det er Folketinget, der skal beslutte, hvem der skal have dansk indfødsret. Den beslutning skal man ikke kunne tiltvinge sig ved snyd for derefter at lade domstolene reelt træffe den beslutning, som Folketinget aldrig ville have truffet på et korrekt grundlag. Hvis Folketinget har tildelt indfødsret på et urigtigt grundlag, fordi en person har fortiet oplysninger eller afgivet urigtige oplysninger, bør udgangspunktet derfor være enkelt: Indfødsretten blev aldrig gyldigt erhvervet. Sværere er det ikke. #indfødsret #justitsvæsen #Danmark
