Nu skal også Stig Tøfting betale mere end 100 procent i skat. Den tidligere professionelle fodboldspiller er i dag kendt for at kommentere fodbold på Viaplay. Indtægten fra netop dét arbejde vil Skattestyrelsen beskatte med 110 procent: først som selskabsskat hos konsulenten, dernæst igen som løn. Sagen er grotesk. Det er mig en gåde, at Skattestyrelsen kæmper med næb og kløer for at fastholde en praksis, som eksperter vurderer strider mod både grundloven og menneskerettighederne. Og efter afgørelser som denne kan ingen selvstændig konsulent vide sig sikker. Det viser sagens fakta. Tøftings selskab fakturerer først, når arbejdet er udført. Ingen fast månedlig betaling. Intet opsigelsesvarsel. Han bestemmer selv, hvilke kampe han dækker, og melder på forhånd ud, hvornår han har tid. Han deltager ikke i redaktionsmøder. Han får ingen løn under sygdom. Viaplay skrev endda direkte til Skattestyrelsen og bekræftede, at parterne var enige om, at han ikke var ansat. Undervejs gav Skattestyrelsen ham ret i, at Viaplay ikke har instruktionsbeføjelse over ham. De bestemmer altså ikke, hvordan opgaverne løses. Netop instruktionsbeføjelsen er ellers normalt et af de vigtigste kriterier for Skattestyrelsen. I stedet vægtede Skattestyrelsen nogle andre kriterier: at selskabet stiller sin ejer til rådighed for en kundes kerneopgave, at der er en konkurrenceklausul, at samarbejdet løber over tid, og at Tøfting ikke selv medbringer udstyr. Er de kriterier opfyldt, skriver Skattestyrelsen i afgørelsen, vil det være ”meget sjældne tilfælde”, hvor den ikke vurderer, at der er tale om et lønmodtagerforhold. Tager man Skattestyrelsen på ordet, er titusindvis af enmandsvirksomheder hermed jaget vildt. IT-konsulenter, tolke, freelancejournalister, selvstændige projektledere, sygeplejersker med eget vikarfirma. Skattebetalerne opfordrer skatteminister @engelschmidt til at gribe ind og standse Skattestyrelsens urimelige praksis hurtigst muligt. Links til uddybende artikel om Tøftings sag og vejledning i, om du også kan blive ramt nedenfor 1/3 #skat #selvstændige #Danmark