Search

Nesten enhver kultur har moderniserte utgaver av eldre forfattere, ledsaget av diskusjoner om rettskrivning, ordforråd, redaksjonelle noter og tilpasning til dagens lesere. En antikvitetshandler sa en gang til meg at «tidens patina gir verdi» og kan være det som skiller en original fra en billig kopi. Jeg åpner Constantin Noicas «Søndagsessays», kommer til forlagets forord i Humanitas-utgaven fra 1992 og oppdager at «rettskrivningen er oppdatert». Å lese Noica kunne ha vært en vandring gjennom 1930- og 1940-årene. I stedet tar vi turen med moderne briller på, komfortabelt sittende i en Uber, uten frykt for å gå oss vill — altså for ikke å forstå ordene fra den tiden, som ganske enkelt kunne ha blitt «oversatt» i fotnoter. Hva om vi også tok avisene fra den tiden og «oppdaterte» dem? Og kanskje burde vi også rebrande datidens reklamer, slik at nevronene våre slipper å jobbe for hardt, som om vi satt fast i et escape room. Hvorfor stoppe der? Vi kunne også oppdatere historiebøkene og skrive at Arkimedes fra Syrakus ble drept av en romersk soldat mens han holdt på med matematikk på nettbrettet sitt. Grunnideen er jo fortsatt den samme, ikke sant? Bare epoken forsvinner. Og én ting til: hvorfor «oppdaterer» ikke matematikere Pythagoras? De kan endre notasjonen. De kan forklare beviset på en annen måte. De kan til og med bygge figuren på nettet gjennom en animasjon som utvikler seg foran øynene på elevene. Men Pythagoras’ læresetning forblir Pythagoras’ læresetning. Så når vi leser en eldre forfatter, hvorfor ikke bevare språket fra hans tid — og legge moderne forklaringer i notene? Og et siste spørsmål til Humanitas og til dem som arbeider ved universitetenes litteratur- og filologiavdelinger: hvis dagens skoleelever om noen tiår «oppdaterer» dere med # og emojier, ville dere likt det? #Humanitas #ConstantinNoica #Noica #Søndagsessays #Arkimedes #Pythagoras #Hashtag #Emoji #MrStorywise #OppdatertRettskrivning #Språkhistorie #20260920_1926 #Norsk #Norwegian #Litteratur #Historie

Næsten enhver kultur har moderniserede udgaver af ældre forfattere, ledsaget af diskussioner om stavning, ordforråd, redaktionelle noter og tilpasning til nutidens læsere. En antikvitetshandler sagde engang til mig, at “tidens patina giver værdi” og kan være det, der skiller en original fra en billig kopi. Jeg åbner Constantin Noicas “Søndagsessays”, kommer til forlagets forord i Humanitas-udgaven fra 1992 og opdager, at “stavemåden er blevet opdateret”. At læse Noica kunne have været en vandring gennem 1930’erne og 1940’erne. I stedet tager vi turen med moderne briller på, behageligt siddende i en Uber, uden frygt for at fare vild — altså for ikke at forstå datidens ord, som ganske enkelt kunne være blevet “oversat” i fodnoter. Hvad nu hvis vi også tog datidens aviser og “opdaterede” dem? Og måske burde vi også rebrande datidens reklamer, så vores neuroner ikke behøver arbejde for hårdt, som om vi sad i et escape room. Hvorfor stoppe dér? Vi kunne også opdatere historiebøgerne og skrive, at Arkimedes fra Syrakus blev dræbt af en romersk soldat, mens han lavede matematik på sin tablet. Grundideen er jo stadig den samme, ikke? Kun epoken forsvinder. Og én ting mere: hvorfor “opdaterer” matematikere ikke Pythagoras? De kan ændre notation. De kan forklare beviset på en anden måde. De kan endda bygge figuren online gennem en animation, der udfolder sig for elevernes øjne. Men Pythagoras’ læresætning forbliver Pythagoras’ læresætning. Så når vi læser en ældre forfatter, hvorfor så ikke bevare sproget fra hans tid — og lægge moderne forklaringer i noterne? Og et sidste spørgsmål til Humanitas og til dem, der arbejder på universiteternes litteratur- og filologiafdelinger: hvis nutidens skoleelever om nogle årtier “opdaterer” jer med # og emojis, ville I så synes om det? #Humanitas #ConstantinNoica #Noica #Søndagsessays #Arkimedes #Pythagoras #Hashtag #Emoji #MrStorywise #OpdateretStavning #Sproghistorie #20260920_1926 #Dansk #Danish #Litteratur #Historie