“Teknologisk Darwinisme beskriver det selektionspres, hvor mennesker og organisationer, der ikke formår at tilpasse deres kompetencer til nye teknologier, gradvist mister konkurrenceevne og risikerer at blive erstattet eller marginaliseret af dem, der tilpasser sig” - ChatGPT “Teknologisk Darwinisme – Da mennesket skabte det miljø, det selv må lære at overleve i Mennesket har altid været en art, der har overlevet gennem tilpasning. Men vores største fordel har måske netop været, at vi ikke kun tilpassede os vores omgivelser. Vi lærte at forandre dem. Vi kunne ikke konkurrere med ulven i kulde, men vi byggede et hus. Vi kunne ikke løbe som hesten, men vi opfandt hjulet. Vi kunne ikke flyve, men vi byggede flyvemaskinen. Vi kunne ikke huske og beregne som en computer, så vi skabte computeren. Teknologien blev dermed et middel til at gøre verden mere tilpasset mennesket. Men noget er ved at ændre sig. Fra værktøj til miljø De fleste tidligere teknologiske revolutioner udvidede menneskets fysiske muligheder. Industrimaskinen gjorde os stærkere. Bilen gjorde os hurtigere. Computeren gjorde os bedre til at beregne. Internettet gjorde os bedre til at kommunikere. Kunstig intelligens er anderledes. AI kan ikke blot udføre en fysisk funktion for os. Den kan skrive, analysere, programmere, oversætte, organisere, undersøge, generere idéer og bearbejde enorme mængder information. Den bevæger sig dermed ind på et område, som tidligere i høj grad blev betragtet som menneskets domæne: den kognitive verden. Det betyder ikke nødvendigvis, at mennesket bliver overflødigt. Men det betyder, at værdien af forskellige menneskelige kompetencer kan ændre sig dramatisk. Og dermed opstår det, man kan kalde teknologisk Darwinisme. Et nyt selektionspres Begrebet skal ikke forstås bogstaveligt som biologisk evolution. Der er tale om en metafor for et økonomisk og socialt selektionspres. Når teknologien ændrer produktionsbetingelserne, ændres også kravene til de mennesker, der skal fungere inden for dem. En medarbejder, der anvender AI effektivt, kan i nogle situationer udføre det samme arbejde hurtigere end en medarbejder, der ikke gør. En virksomhed, der integrerer AI i sine processer, kan få lavere omkostninger end en virksomhed, der holder fast i tidligere arbejdsmetoder. Dermed opstår en simpel mekanisme: Teknologisk tilpasning skaber en konkurrencefordel. Manglende tilpasning kan skabe en konkurrenceulempe. Det betyder ikke, at den ene person nødvendigvis er mere intelligent end den anden. Det betyder heller ikke, at den person, der bliver overhalet, har gjort noget forkert. Det betyder blot, at det teknologiske miljø har ændret sig. I biologisk evolution er det ikke nødvendigvis den stærkeste organisme, der overlever, men den organisme, hvis egenskaber passer bedst til det miljø, den befinder sig i. Det samme princip kan i en vis forstand begynde at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet. Teknologiens ofre Enhver teknologisk revolution skaber vindere og tabere. Når maskiner overtager arbejdsfunktioner, forsvinder nogle job. Når nye produktionsformer opstår, mister nogle kompetencer deres værdi. Når en branche digitaliseres, bliver nogle arbejdsformer overflødige. Det samme kan ske med AI. De mennesker, der ikke formår eller ønsker at tilpasse sig, kan blive teknologiske ofre. Ikke fordi de er mindre værd som mennesker, men fordi deres økonomiske funktion kan blive mindre værd i et nyt system. Det er en vigtig forskel. At blive erstattet af teknologi er ikke det samme som at være et dårligere menneske. En dygtig bogholder kan blive overhalet af automatisering. En erfaren tekstforfatter kan opleve, at AI producerer førsteudkast på sekunder. En programmør kan få udført opgaver af en AI, som tidligere krævede mange timers arbejde. Det ændrer ikke nødvendigvis menneskets værdi. Det ændrer markedsværdien af en bestemt menneskelig funktion. Og det er netop her, teknologisk Darwinisme bliver relevant. Den nye konkurrence er måske menneske mod menneske plus AI Det mest afgørende spørgsmål er måske heller ikke, om AI erstatter mennesker. Det kan være, at den egentlige konkurrence kommer til at stå mellem mennesker, der anvender AI, og mennesker, der ikke gør. Forestil dig to personer med omtrent samme uddannelse, intelligens og erfaring. Den ene arbejder uden AI. Den anden bruger AI som assistent, researcher, analytiker, programmør, sparringspartner og produktionsværktøj. Hvis den anden kan producere dobbelt så meget, arbejde hurtigere og samtidig reducere fejl, ændres konkurrenceforholdet. AI behøver derfor ikke først at blive bedre end mennesket for at forandre arbejdsmarkedet. Det er tilstrækkeligt, at mennesket med AI bliver bedre end mennesket uden AI. Det kan skabe en selvforstærkende proces. De, der tidligt lærer at bruge teknologien, opbygger erfaring. Erfaringen giver dem en fordel. Fordelen gør det mere attraktivt at investere yderligere i teknologien. Og dermed kan forskellen mellem de tilpassede og de ikke-tilpassede vokse. Teknologisk Darwinisme kan således blive mindre et spørgsmål om, hvem der er dygtigst i dag, og mere et spørgsmål om, hvem der hurtigst kan tilpasse sig morgendagens produktionsmiljø. Men hvad er egentlig menneskets fordel? Det fører til et mere ubehageligt spørgsmål. Hvis AI fortsætter med at blive bedre til kognitive opgaver, hvilke menneskelige egenskaber bliver så stadig mere værdifulde? Måske bliver kreativitet vigtigere. Måske dømmekraft. Måske ansvar, empati, tillid og evnen til at forstå andre mennesker. Men det er ikke sikkert, at vi kan vide det endnu. Historien har vist, at mennesker ofte overvurderer betydningen af de egenskaber, de selv er gode til, og undervurderer de teknologiske muligheder for at automatisere dem. Det kan derfor være farligt at konkludere, at “menneskelig kreativitet” eller “menneskelig intelligens” nødvendigvis vil være den endelige beskyttelse mod automatisering. AI’s udvikling udfordrer netop forestillingen om, at bestemte kognitive områder permanent tilhører mennesket. Da værktøjet bliver miljøet Her opstår det dybere paradoks. Mennesket har gennem hele sin historie brugt teknologi til at kontrollere sit miljø. Vi byggede huse for at kontrollere klimaet. Vi byggede maskiner for at kontrollere fysisk arbejde. Vi byggede computere for at kontrollere information. Vi byggede internettet for at kontrollere kommunikation og adgang til viden. Teknologien var vores middel til at gøre omgivelserne mere tilpassede til os. Men hvad sker der, når teknologien bliver så integreret i samfundet, at den selv begynder at definere det miljø, vi skal fungere i? Det er måske det egentlige historiske skifte. Mennesket skabte teknologien for at forme verden efter sig selv. Nu kan teknologien begynde at forme den verden, som mennesket selv skal tilpasse sig til. Det er ikke længere blot et spørgsmål om, hvorvidt vi kan bruge et nyt værktøj. Det bliver et spørgsmål om, hvorvidt vi kan fungere i et samfund, hvor dette værktøj er blevet en grundlæggende del af selve miljøet. Den accelererende selektion Der er endnu en forskel. Tidligere teknologiske revolutioner strakte sig ofte over generationer. Der var tid til at uddanne sig, omlægge brancher og tilpasse institutionerne. AI kan bevæge sig langt hurtigere. En kompetence, der er værdifuld i dag, kan blive mindre værdifuld om få år. En arbejdsproces, der i dag kræver en hel afdeling, kan måske i morgen gennemføres af få mennesker med adgang til avancerede AI-systemer. Det kan skabe et selektionspres, som ikke alene handler om tilpasning, men om hastigheden af tilpasningen. Den afgørende egenskab bliver måske derfor ikke blot at kunne lære. Det bliver at kunne lære hurtigere, end miljøet ændrer sig. Og hvis den teknologiske udvikling fortsætter med at accelerere, bliver spørgsmålet naturligvis, hvor denne proces ender. Hvad sker der, når mennesket ikke længere kan følge med? Det er her, teknologisk Darwinisme bliver mere end en teori om arbejdsmarkedet. For hvis mennesket kan tilpasse sig teknologien, fordi teknologien udvikler sig langsommere end menneskets evne til at lære, er der stadig tale om et forhold, vi kender. Men hvad sker der, hvis teknologien en dag udvikler sig hurtigere, end mennesket kan nå at tilpasse sig? Hvad sker der, hvis den kognitive kapacitet, som vi tidligere brugte til at forstå og kontrollere vores teknologiske miljø, selv bliver overgået af teknologien? Og hvad sker der med menneskets plads i samfundet, hvis det ikke længere er mennesket, der befinder sig i den øverste ende af den kognitive produktionskæde? Det behøver ikke føre til en dystopi. Det kan tværtimod føre til en verden med større velstand, mere fritid og enorme muligheder. Men det vil kræve, at mennesket finder en ny måde at definere værdi på. For måske er den største udfordring ved AI ikke, at maskiner kan komme til at gøre vores arbejde. Måske er udfordringen, at vi har bygget et samfund, hvor menneskets økonomiske værdi i høj grad er knyttet til det arbejde, det udfører. Hvis maskinerne gradvist overtager mere af arbejdet, må vi derfor stille et langt mere fundamentalt spørgsmål: Hvad er menneskets værdi, når menneskets evne til at arbejde ikke længere er det, der gør mennesket unikt? Og måske er det netop her, vores idé om teknologisk Darwinisme til sidst vender tilbage til sit udgangspunkt. Mennesket har altid overlevet ved at tilpasse sig. Men mennesket har også altid haft den særlige evne til at ændre sit miljø, så det passer til mennesket. AI kan blive den første teknologi, der i stor skala vender dette forhold på hovedet. Mennesket har altid brugt teknologien til at forme verden efter sig selv. Måske bliver AI den teknologi, der for første gang tvinger mennesket til at forme sig selv efter teknologien. Spørgsmålet er derfor ikke længere blot, om mennesket kan tilpasse sig AI. Spørgsmålet er, om mennesket kan nå at tilpasse sig, før det teknologiske miljø har forandret sig igen” - ChatGPT
Selvom den forventede levealder for danskerne stiger, lever de kortest blandt vestlige lande, med en gennemsnitlig restlevetid for 67-årige kvinder på 86,9 år og mænd på 84,4 år, hvilket placerer Danmark i den lavere ende af skalaen sammenlignet med andre skandinaviske og vestlige lande. #DanskernesLevetid #Velstand #CoronaPandemi
”Der har sneget sig en holdning ind blandt medarbejderne i Skattestyrelsen, hvor man mener, at det at være erhvervsdrivende er lige på kanten af loven”. Sådan siger skatterådgiver Christian Kirkman-møller i podcasten Borgerlig Tabloid. Denne holdning har ført til, at Skattestyrelsen pålægger private konsulenter dobbeltbeskatning, så de ender med at skulle betale 110 procent i skat af deres indkomst, som det skete for Jacob Thorngaard, som Møller er rådgiver for. Ifølge Møller har Skattestyrelsen de seneste ti år skærpet denne urimelige praksis, så den har ramt måske op til 1.000 skatteborgere med selvstændig konsulentvirksomhed. Skattestyrelsen ser på arbejdets karakter og afgør, at skatteborgeren i virkeligheden var lønmodtager og derfor "rette indkomstmodtager" af konsulenthonoraret. Helt vanvittigt er Skattestyrelsens næste træk. Den beskatter de samme penge på ny som personlig lønindkomst – uden at tilbagebetale den selskabs- og personskat, skatteborgeren allerede har betalt. Resultatet bliver en effektiv skat på 110 pct. eller højere. I podcasten kommer der nye forhold frem om Thorngaards sag, som får Skattestyrelsens adfærd til at fremstå endnu mere urimelig. Thorngaard og hans rådgiver har fx fremlagt bevis for, at det slet ikke havde været muligt for Thorngaard at blive ansat som lønmodtager hos sin kunde, som har regler for, at de slet ikke ansætter medarbejdere til de opgaver, Thorngaard udførte. Det har Skattestyrelsen bare ignoreret. Hvorfor opfører Skattestyrelsen sig på den måde overfor skatteborgerne? Ifølge Christian K. Møller har styrelsen udviklet sig til: ”en provenudreven koncern. Og det vil sige, at man kører efter at maximere skatteindtægterne hellere end at kigge på rimelighed og på ikke at invalidere folk”. Invalidere? Ja, desværre er udtrykket dækkende. Jacob Thorngaard måtte tømme sin pension og låne en million i banken for at betale sin skattegæld. Han havde planlagt at gå på pension om fem år. Det har han ikke råd til nu. Politikerne har kendt til dette problem i mindst 10 år. Ifølge Christian K. Møller ville det tage en dygtig skattejurist 24 timer at formulere en lovændring, der fastholder ordnede forhold på området, men fjerner urimelighederne. Jeg opfordrer alle til at lytte til hele podcasten – man bliver både vred og ked af, at vi er kommet dertil i Danmark. Link i kommentarsporet. Fødevare-checks og andet gøgl kan politikerne finde ud af at indføre ved hastelovgivning på ingen tid – mens beskyttelse af skatteborgerne imod overgreb, som dét Skattestyrelsen har udsat Thorngaard for, lader vente på sig – i årevis. Ud over ny lovgivning på en række områder, der beskytter skatteborgerne. er der brug for en kulturændring hos skattemyndighederne. Rimelighed og retfærdighed skal sættes over provenu. Borgeren skal sættes over systemet. Erhvervslivet skal ses som kilden til vores velstand - og behandles derefter: med respekt og nænsomhed. Bliv medlem af Skattebetalerne: https://t.co/5SLqHWljnU #Skattepolitik #Erhvervsliv #Retfærdighed
Det er respektløst, når Lars Løkke Rasmussen endnu en gang åbner for at afskaffe retsforbeholdet. For ti år siden sagde danskerne nej. Et klart nej. Alligevel bliver vi igen mødt af politikere, der tilsyneladende ikke forstår betydningen af et demokratisk svar, hvis de ikke bryder sig om resultatet. For nylig foreslog Moderaterne også, at danskerne skulle stemme om euroen igen. Hvor mange gange skal man sige nej, før et nej gælder? Jeg mindes ikke, at vi nogensinde er blevet spurgt igen, når danskerne har sagt ja til mere EU. Det kunne ellers være relevant nok. Erfaringen viser, at vi gang på gang har købt katten i sækken, når magt er blevet flyttet fra Danmark til Bruxelles. Retsforbeholdet handler ikke om teknik. Det handler om, hvem der skal bestemme. Udlændingepolitikken er en af de mest afgørende politiske spørgsmål overhovedet, og beslutningerne skal naturligvis træffes af danskerne selv – ikke af embedsmænd og politikere i Bruxelles. Samtidig rejser det et større spørgsmål om EU’s udvikling. I årtier har EU lovet velstand, vækst og styrke. Resultatet er et Europa, der sakker stadig længere bagud økonomisk. Mens USA og store dele af Asien har accelereret, har EU gjort regulering, bureaukrati og centralisering til sine vigtigste vækstområder. Vi ser konsekvenserne overalt: faldende konkurrenceevne, svag innovation, stigende gæld og en økonomi, der ikke længere kan følge med verdens mest dynamiske lande. Europa risikerer at ende som et frilandsmuseum for velhavende amerikanske og kinesiske turister, mens vækst, teknologi og investeringer flytter andre steder hen. Derfor er det afgørende, at danskerne fortsat har det sidste ord. Det har været en styrke ved vores grundlov, at suverænitet kun kan afgives med folkets accept. Men den regel giver kun mening, hvis politikerne også respekterer et nej. #Demokrati #EU #Suverænitet
