Reaktionerne er præcis de samme som sidst, jeg skrev om det her. Det er meget vigtigt for venstrefløjen og den ekstreme midte at frame mig som nazist, i forsøget på at banke tanke-divergens på plads — det går ikke, at jeg kommer med analyser, hvor deres egen ageren har del i højreradikaliseringen, for jeg må ikke have ret, fordi jeg er “fjenden”. Det er meget vigtigere, at jeg ikke har ret, end at undersøge om der kunne være noget rigtigt i det, jeg siger, selv bare delvist. Det er meget nemmere at lade som om man ikke kan læse og forstå mit budskab, og så råbe “nazi-sympatisør”, uagtet at jeg faktisk beskriver radikaliseringsproblemet — i stedet for at se lidt indad mht sin egen ageren, og om den forværrer problemet. Det føles sikkert også bedre i mavsen. Men jeg har jo selv haft den her adfærd, da jeg var mere venstreorienteret. Så jeg forstår godt psykologien bag. Det er så også derfor, at jeg overhovedet ikke tager de her folk alvorligt i deres performative outrage. Det er vigtigt at forstå, at de her mennesker ikke agerer ud fra logik, men bare kører med på et emotionelt respons, hvor de kan spejle sig i hinanden og give hinanden social justice point — i forsøget på at mætte en form for åndelig tomhed, hvor selvet kun eksisterer i kraft af at føle man er den gode, og de andre er de onde. Deraf kommer behovet for skandaliseringen, som Selsing også beskriver her. #Radikalisering #Venstrefløj #Samfundsdebat
