Search

Nadja Natalie Isaksen wrote that she had been in court the day before to see Nkumba Ludovic Tshiembe and hear his explanation. She wanted to assess his body language herself and get a sense of whether he regretted it, as she believed it could not be properly evaluated through the media coverage. She described it as unbearable to see Christian Johan Zedig's family in court and his wife crying. According to Isaksen, the wife said the case had destroyed everything. She wrote that the pain of Christian's family was hard to understand solely through media coverage, and that lawmakers should therefore attend court to see the consequences of the policies adopted by the Parliament. Isaksen called the one-year sentence unfair. She wrote that Tshiembe, in her impression, appeared affected, often looking down at the table or covering his face with his hands, and had difficulty looking at Zedig's wife. She recounted that Tshiembe had said that he felt terrible, but added that it could not bring Christian back. She believed that Tshiembe should be stripped of his Danish citizenship and permanently expelled. She referred to the fact that he had been convicted of aggravated assault and rape in 2014 and attempted murder in 2017, and wrote that the two girls would otherwise have had their father today. #Retten #Uretfærdighed #Justits (translated)

Sidste år skrev jeg en klumme og var i Borgerlig Tabloid om et vigtigt emne: behovet for bedre statistik på børn af efterkommere – også kaldet 3. generation. I dag regnes de fleste af de børn for at være af dansk oprindelse. Det er et problem, fordi der er al mulig grund til at tro, at de statistisk set ikke svarer til jævnaldrende med dansk oprindelse. Eller sagt på en anden måde: Der er stadig et integrationsbehov hos tredje generation, og disse forskelle udviskes, hvis vi regner dem for dansk oprindelse i statistikken. Nu har udlændingeministeren taget emnet op i @berlingske og er enig i ovenstående. Godt. Men regeringen er splittet. @moderaterne_dk og @radikale er selvfølgelig imod, fordi de åbenbart ikke kan lide viden, hvis den viden (i deres optik) rejser ”ubehagelige” spørgsmål om, hvornår man er dansk. Den slags insisteren på uvidenhed, for at bevare den gode følelse i mavsen, er simpelthen beskæmmende. Og argumentet er selvfølgelig også noget vrøvl. For det første har det intet at gøre med, om man er dansk eller ej. Lige så lidt som de nuværende herkomstskategorier har det. For det andet er det også noget socialkonstruktivistisk nonsens, at unges følelse af at være danske - eller have loyalitet og kærlighed til Danmark - skulle have en fis at gøre med statistiske kategorier hos Danmarks Statistik. Jeg vil fortsætte med at kæmpe aktivt for, at vi får ændret de statistiske kategorier. Det vil nemlig gøre os klogere på de langsigtede konsekvenser af indvandringen. Og det er ikke bare vigtig viden. Det er viden, vi har krav på. #Integration #Statistik #Danmark

https://bjarnekimpedersen.blogspot.com/2026/09/19092026-digte-til-ukraine.html 19.09.2026 DIGTE TIL UKRAINE Jeg vil egentlig hellere skrive kærlighedsdigte end alle de her ord om krigen i Ukraine. Det var en Inguseter med dæknavnet Alex Tor der fortalte mig om Ukraine i november 2014. I 2015 sagde jeg første gang Slava Ukraini Heroyam Slava og Ukraine gik i blodet på mig og min kone. Jeg er Europæer og ved I godt at Himlens Hundrede var de første der blev dræbt mens de holdt et EU flag, de døde for retten til en liberal frihed. Det her er mit digt nummer ettusindesekshundredeniogtres efter Storangrebet den 24. februar 2022. Ruslands krig mod Ukraine har nu varet i firetusindefemhundredefemoghalvfems dage I snart tretten år har Putins Rusland forsøgt en Endlösung på Ukraine og Ukrainerne.

Jeg har lovet at dele en besked fra Aisha med jer alle sammen. Måske vil du hjælpe med at sikre, at så mange af hendes nuværende og kommende læsere som muligt ser den. Den kommer her: “Jeg vil virkelig gerne fra hele mit hjerte takke jer, der har købt bogen og læst bogen. Og til dem, der støtter mig uden at kende mig: Det betyder virkelig meget for mig. Jeg er så ked af, at jeg ikke selv kan takke jer alle sammen, fordi jeg bliver nødt til at tænke på min sikkerhed og min datters. Jeg er ikke på sociale medier. Da jeg valgte at skrive denne her bog sammen med Birgitte Wulff, håbede jeg på, at der ville komme fokus, at min stemme ville blive hørt, at kvinder som mig ville blive set, og at der ville blive handlet. At berøringsangsten ville stoppe, så man kunne handle og redde kvinder som mig. Der mangler stadig hjælp til kvinder som mig, og jeg håber på, at vi kvinder kan få en pakke med nyt CPR-nummer og nyt navn til både os og vores børn. At man tør i Danmark at udvise flere af dem, der udøver vold, negativ social kontrol og mishandling. At man snart handler på parallelsamfund og stopper det. Jeg håber, at kvinder som mig en dag bliver fri, selvom jeg ved, at det næsten er umuligt. Men vi lever stadig med håb og drømme. Med vores børn. At vi bare kan gå rundt med dem i Danmark, uden at vi skal blive sendt til et andet land. Danmark burde være et land, der kunne beskytte kvinder som mig. Der mangler stadig fokus, og der mangler flere mennesker, der snart kan se det her som et kæmpe problem, som ikke har berøringsangst, og som tør at tale om det her. Det foregår. Der er parallelsamfund, og man bliver nødt til at gøre noget. For der findes desværre mange kvinder som mig, som er bange for at gå, og som ved, hvad det vil koste at snakke. Vi bliver altid bedt om at tie, for det vil koste os vores liv, hvis vi vælger at råbe højt om, hvad der foregår i vores kultur. Jeg håber, at der findes gode mennesker, der endelig gør noget. Vi er i 2026. Hvornår vil man gøre noget? Hvornår vil man redde kvinder som mig? Hvornår lytter man til os? Hvornår hører man vores stemme? Handle på det, inden det er for sent. Både for de her kvinder og for de børn. Ingen burde leve på flugt med deres børn i hænderne. Ingen børn fortjener at være på flugt med deres mor. Vi er så begrænsede, men vi er fyldt med kærlighed i vores hjerter og ikke had, fordi vi ikke blev skabt ligesom de mænd, der har behandlet os sådan. Og vi vil ikke give det videre til vores børn. Vi vil kun give dem kærlighed og håb. Tusind tak til de mennesker, der er kommet ud med mit budskab. Det gør mig ked af det, at jeg ikke kan takke jer personligt. Jeg ejer ingenting, men jeg ejer min stemme. Tusind tak til de mennesker, der har købt bogen. Det betyder alverdens for mig. Til de kvinder, der stadig lever i det: Jeg håber, at der kommer en dag, hvor I indser, at der er lys. Bare lidt. Mærk jer selv og kend jeres værd, og lad ikke nogen knække jer længere. Det er jeres krop og ikke deres. Det er jeres stemme og ikke deres. Kærlig hilsen Aisha” ❤️ #dkpol #dkmedier #kvinder #retter #vold imod kvinder

Forleden læste jeg en artikel i Information om et ungt par, der er politisk er meget forskellige. Jeg kender selv den ene af de to, Simon Gardner, som en fyrig og ordsprudlende ærkeliberalist fra vore unge dage i Liberal Alliances Ungdom, og derfor var det sjovt at læse, at han nu er forlovet med socialdemokraten Laura Rosenvinge, har fået et barn med hende - og undervejs endda har hjulpet til i hendes socialdemokratiske valgkamp. Ak ja, hvad kærligheden dog ikke kan drive en mand til :) Spøg til side: For jeg synes oprigtigt, at historien er rigtig fin. Selvom Simon er indædt kritiker af velfærdsstaten, Laura har været socialdemokrat, siden hun var 13 år, og de åbenlyst er uenige om mangt og meget, kan de tydeligvis stadig bo sammen og opdrage et barn - og vigtigst af alt: respektere og elske hinanden. Det burde ikke være noget bemærkelsesværdigt, men i en tid, hvor den politiske polarisering i flere lande ofte driver kolleger, venner og familier fra hinanden, og hvor politiske modstandere ikke bare bliver opfattet som nogen, der tager fejl, men som dårlige mennesker, er det værd at værne om, at vi i Danmark stadig kan være venner, kolleger, kærester og familie på kryds og tværs af politiske skel. #politik #kærlighed #sammenhold

https://bjarnekimpedersen.blogspot.com/2026/08/30082026-ondskab.html 30.08.2026 ONDSKAB Der var engang tyskerne var de onde, det var dem der var krigsforbryderne. De blev dømt og sonede de vedgik sig skylden. Aldrig igen Men igen skete igen og igen. I Europa første gang igen med Serbernes ønske om Storserbien. Udslettelsen af alle andre der boede på det de mente var serbisk jord og de mener det stadig ”STORSERBIEN” Mladic, Karadzic bæres stadig rundt som de serbiske helte I dag er det andre der vil lave et storrige Rusland er det samme hadestof som Serbien der med troen i baghånden får velsignelse til at begå de værste krigsforbrydelser. Min Gud min Gud hvorfor har de forladt kærligheden til deres næste? Jeg blev voksen med blomsterbørnene og Doors men mødte den serbiske hilsen i Meteora og vagtmændene i den Russisk Ortodokse kirke i Wiesbaden.

Jeg ser altid mesterskaber i atletik. Af to årsager: 1) der sker noget hele tiden. 2) @linigerDR og makker går op i det med enorm kærlighed og energi. På DR2 har de to lige skreget og jublet over, at en random ungarer kastede det 8. længste hammerkast i europas atletik-historie🥰 #Atletik #Sport #Mesterskaber

04.07.2026 BEDSTEFAR SMILER Der er så megen kærlighed i billedet af Anna Voronina og hendes datter. Barnet der sover med sin mors hjerterytme det mest beroligende der findes i verden. Midt i en krig midt i den russiske blitzterror på en mark et sted på vej mod Odesa. Roen her og kærligheden det er derfor mit hjerte også banker for Ukraine. Jeg har tre børnebørn på den her alder hvis verden havde været lidt anderledes så kunne det have været en af mine døtre eller min svigerdatter med deres lille barn som stille sover med mor mens far er ved fronten og kæmper for Friheden til at leve for de to og alle andre ukrainere.