MIRAKLET PÅ CHRISTIANSBORG: DE RADIKALE ER BLEVET TILHÆNGERE AF SCREENING Der er større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over 99 retfærdige. Derfor er jeg oprigtigt glad for, at Radikale Venstre nu har set lyset. Da Liberal Alliance foreslog, at kommende statsborgere skulle screenes for antidemokratiske holdninger, kaldte Zenia Stampe det "totalitaristisk og amatøristisk" og "tegneseriepolitik på speed". Samira Nawa kaldte det “et voldsomt indgreb i tankefriheden”, "fuld kollektiv afstraffelse" og erklærede: "Så bliver det ikke mere iliberalt." Hun advarede ligefrem om, at staten skulle gennemgå ansøgernes gamle Facebook-kommentarer. Men det viser sig nu, at LAs forslag slet ikke var så uhyggeligt alligevel. For efter regeringsdeltagelsen vil Radikale Venstre nu gerne frasortere "bimlende islamister" og nazister. Og hvordan vil man så gøre det? Ved blandt andet at undersøge, hvad ansøgerne tidligere har ytret offentligt - eksempelvis på sociale medier. Som, nåja, Facebook. Det, der før valget var totalitær sindelagskontrol, hedder altså efter valget en administrativ screeningsmodel. Ministerkontorer kan åbenbart udrette mirakler! Men hån skal der ikke lyde herfra. I hvert fald kun en lille smule. For jeg er oprigtigt glad for, at Radikale Venstre nu også mener, at vi skal tage Grundloven alvorligt, passe på Danmark og undlade at give statsborgerskab til mennesker, der modarbejder vores demokrati og frihedsrettigheder. Lyset kom måske lidt sent - og muligvis gennem sprækken under døren til ministerkontoret - men altså, lys er trods alt lys. Så velkommen til fornuftens verden, kære radikale venner. I kan jo godt! #Politik #Demokrati #Danmark
