I 6 måneder afviste regeringen at svare på mine helt rimelige spørgsmål om droner og hybridkrig, som regeringens ministre - herunder Statsministeren og Justitsministeren - erklærede under stor fanfare. Så kom valget og spørgsmålene blev smidt væk. Mit mest centrale og fuldstændigt simple spørgsmål var: om der var nogen myndigheder der kunne bekræfte at der var droner over kritisk infrastruktur i de dage. Det nægtede man at svare på, jeg rykkede Peter Hummelgaard for svar i 6 måneder, klagede til Folketingets formand og klagede i fællesskab med hele oppositionen over det manglende svar. Jeg er ikke konspirationsteoretiker, men da det her løb af stablen i dagene omkring den første drone blev spottet, der var der ministre der igen og igen ikke kunne bekræfte noget som helst, men alligevel talte en storm op. Vi var under angreb lød det, men ingen kunne bekræfte at vi var under angreb. Vi kan jo ikke være under angreb, hvis ingen kan bekræfte at vi er under angreb. Det var derfor jeg allerede imens de indkaldte til flere og flere panikskabende pressemøder, at jeg spurgte: "hvad fanden foregår der?" Nu kan jeg så forstå på Københavns Politi, at de ikke på nogen måde kan påvise droneaktivitet i og omkring lufthavnen. Der er ingen billeder eller andre beviser for dronerne, der er mennesker der mener at have set droner, men det mener politiet ikke er det de her vidner har set. Alt i alt, så viser det her præcist, hvorfor panik handlinger, som når regeringen holder pressemøde på pressemøde hvor de pisker en stemning op, den skaber netop bare mere panik og pludseligt så alle droner. Men ak, i en tid med mobilkameraer i 4K i næsten alles lommer er der nul droner der er blevet filmet. Der er kameraer der filmer omkring Københavns Lufthavn, inklusive himmelen, de har ikke set droner. Der er overvågning omkring militærets faciliteter, de har heller ikke filmet droner. Men der viste sig at være rutefly på vej til Norge, der blev beskudt, et skolefly blev taget for at være en drone i Kastrup og fugle og insekter blev også mistænkt for at være droner af den oppiskede civilbefolkning. Jeg kan ikke sige andet end, at de politikere der skyndte sig ud for at kapitalisere på dronekrisen, de er til grin. At de centrale embedsmænd i Statsministeriet, Justitsministeriet og Forsvarsministeriet der var med på at piske en storm op uden at man havde et eneste bevis, men kun et øjenvidne som politiet endte med at slå komplet tvivl om, de er ikke værdige til at tage sig af vores nations sikkerhed. For de mener at frygt og det at handle i affekt var godt. Ligesom de gjorde med FE-sagen og med Covid-19 hvor Barbara Bertelsen netop skrev til Justitsministeriet og Fødevareministeriet at folk ikke var bange nok, der skulle mere frygt til. For man skulle have folk til at makke ret, det var kernen i det man havde gang i. Det handlede ikke om sikkerhed, det handlede helt simpelt om kontrol og at udnytte frygten politisk. Men hør nu her, hvis omstændighederne ikke er der, til at folk skal makke ret, så er der ingen grund til at skabe kunstig frygt. Det her, det har været en stor øvelse, igen, i at så tvivl om man kan have tillid til vores myndigheder. Det er så skadeligt. Historien om "Drengen der råbte ulv", kan omdøbes til "Ministeren der råbte drone". Der skal, hvis vores presse er opgaven voksen, bedes om aktindsigt i alt den korrespondance der har været imellem ministerierne og myndighederne i de her sager. For det stinker, at vi her 9 måneder senere intet har. Intet. Andet end ordet "attribueringsøvelse". #dkpol #drone #politik #sikkerhed
