Search

FST:s kommentator: Det finns tre maratonkategorier: Män, Kvinnor och Alisa Vainio-kategorin Go Alisa! https://t.co/1vdqafA2B8 #Maraton #Löpning #AlisaVainio

”Hur ska man förstå det som Gunnar Strömmer och Teresa Carvalho nyss sa”, undrar Aktuellts programledare och går fem steg bort, till kommentatorn Marmorstein. ”Hur ska man förstå?” Är det inte tanken att vi själva ska förstå det? #politik #förståelse #debatt

Dömd för trippelmordet i Klippan den 27 september 1999. Offrens namn är Gert Green och Stig Salomon-Sörensen samt Stigs son Christer. Nu är den ”livstidsdömde” kommentator på TV 4 till Regeringens kriminalpolitik. Ridå Mumindalen. Filifjonkan är uppstånden. (Uppmärksammades av Teddy Nilsson på Facebook) #Mord #Kriminalpolitik #Sverige

Teddy Nilson på Facebook: 🚨Nu tycker jag faktiskt att @TV4 passerat anständighetens gräns. I ett inslag om regeringens fängelseutbyggnad plockar man alltså in Ricard Nilsson och ger honom en arena som ”nyhetschef för Kriminalvårdsmagasinet och tidigare livstidsdömd”. ”Tidigare livstidsdömd” låter nästan som en gammal yrkestitel. Mannen dömdes till livstid för att ha skjutit ihjäl tre människor vid Forsmöllan utanför Klippan men var ute igen efter omkring 20 år. Och nu ges han utrymme som kommentator kring svensk kriminalvård. Fullständigt bisarrt. För mig är han inte principiellt annorlunda än Arklöv och Olsson. Vissa brott är så fruktansvärda att livstid borde betyda just livstid. De tre människor som mördades fick ingen andra chans. Det perspektivet tycks märkligt lätt att glömma. Medias mördarromstiserande måste upphöra. #SvenskMedia #Kriminalvård #Rättvisa

I roulette er princippet enkelt: Man placerer sin indsats, kuglen sættes i bevægelse, og så håber man, at den lander det rigtige sted. Min tidligere kollega @SofieRud har i denne uge valgt en mere avanceret variant, hvor hun spiller rudsisk roulette med troværdigheden som indsats. Lad mig begynde med det personlige, fordi det ikke er uvæsentligt i denne sammenhæng: Jeg har intet dårligt at sige om Sofie Rud som menneske. Vi har gennem flere år siddet sammen i studiet som paneldeltagere i TV 2 News-magasinet ”Kampen om USA”. Det har været både fornøjeligt og behageligt, men det handler ikke om det personlige. Men om det principielle. Og principper bliver først for alvor interessante, når man ser, om de også gælder mennesker, man kender og godt kan lide. Hvis man vælger at arbejde som politisk rådgiver for den amerikanske ambassade, vælger man at legitimere en administration, der aktivt arbejder på at destabilisere Kongeriget Danmark. Mere kompliceret er det sådan set ikke. Sofie arbejder nu for den diplomatiske repræsentation for en nation og administration, der har truet Danmark økonomisk, udfordret rigsfællesskabets territoriale integritet og nægtet at respektere grønlændernes gentagne nej til at blive amerikanere. Derfor er kritikken både forudsigelig og legitim. Samtidig viser et hurtigt blik på LinkedIn og de øvrige sociale medier, at medie- og konsulentbranchen har en noget anden tilgang til den slags jobskifter end den gennemsnitlige dansker. På LinkedIn er der en klar overvægt af hjertelige lykønskninger og rygklapperi fra folk i mediebranchen, mens kommentarsporene på andre sociale medier er overvejende negative. Også det fortæller os noget om afstanden mellem den fjerde statsmagt og det samfund, som mediebranchen er sat i verden for at beskrive. Man forstår det jo godt. For mange almindelige danskere er det intuitivt mærkeligt, at en journalist og kommentator, som konsekvent har kritiseret Trump-administrationens udenrigspolitiske ageren, vælger at skifte side og træde ind i det diplomatiske apparat, der skal fremme samme administrations interesser. Sådan ser man tilsyneladende ikke på tingene i mediebranchen. Her betragtes den slags jobskifter efterhånden som en helt naturlig karriereudvikling. Journalister bliver særlige rådgivere og pressechefer, hvorefter de vender tilbage som redaktionschefer, værter eller kommentatorer. Det samme gælder tidligere politikere, som bevæger sig den modsatte vej. Skåret ind til benet er vi vidne til en amerikanisering af den danske mediebranche, hvor svingdøren mellem journalistik, politik og diplomati snurrer stadig hurtigere. Det korte af det lange er, at Sofie har truffet et karrierevalg, som det selvfølgelig står hende frit for at træffe. Offentligheden er lige så meget i sin gode ret til at vurdere, om jobskiftet falder i god jord eller skader hendes renommé. Det er trods alt den indsats, man lægger på bordet, når man beslutter sig for at spille rudsisk roulette med troværdigheden. #politics #media #trust

I et svar til Pelle Dragsteds opslag om terrorangrebet mod Pride i Berlin skriver en kommentator, at Polen ikke rammes af islamistisk terror, fordi der bor meget få muslimer i landet (det mener jeg i øvrigt er en indlysende helt ekstremt plausibel hypotese, men det er nu ikke den, der er emnet her). Dragsted svarer så, at "reaktionære katolikker" til gengæld angriber priden, og linker til et syv år gammelt eksempel: Bialystoks første ligestillingsmarch i 2019, hvor modemonstranter kastede sten, kanonslag, æg og flasker, og politiet måtte bruge tåregas. Men selv under den mildest talt pænt reaktionære PiS/Lov og Retfærdighed-regering blev overfaldsmændene retsforfulgt. Politiet identificerede over 140 personer, flere blev retsforfulgt og der faldt domme, incl. ubetinget fængsel. Og altså, jeg elsker Polen. Men lad os - for argumentets skyld - antage det værste. Lad os sige, at Polen er et af de lande i Europa, hvor homofobi er mest udbredt. Her er 37 millioner mennesker, en pænt udbredt katolsk-konservativ kultur, og fra 2019 omkring hundrede kommuner og regioner, der vedtog "LGBT-ideologi-frie zoner" (dvs. formelt rettet mod en ideologi, men pænt indlysende og forståeligt også bredt oplevet som rettet mod homoseksuelle generelt) - den sidste ophævet sidste år. Og alligevel: I 2026 afholdes der omkring 20 ligestillingsmarcher rundt om i Polen, også i byer som Słupsk og Rzeszów, du næppe har hørt om. For nylig var der Pride i Warszawa for femogtyvende gang. I Bialystok er der i øvrigt fredeligt blevet afholdt Pride adskillige gange siden overfaldet for syv år siden. Og lad os så sammenligne det, vi her for eksemplets skyld kan antage, er noget det værste, som EU har at byde på, med MENAPT-landene, hvorfra hovedparten af den muslimske indvandring til både DK og Europa er kommet. Er der monstro også, lad os sige blot 20 byer i hele denne region med knap en milliard mennesker vs. Polens ca. 37 mio, hvor man afholder pride? Nej, det kniber lidt, for i hele Mellemøsten, Nordafrika, Tyrkiet og Pakistan* er antallet af lovlige pride-parader nul. Som i 0. Medmindre, selvfølgelig, man inkluderer Israel i MENAPT, men well... Og de eneste marcher, der forsøges afholdt, sker på trods af myndigheders forbud og ofte særdeles massive trusler. Og nej, det er selvsagt ikke noget forsvar for hverken Polen eller andre steder i Europa, hvor der helt sikkert også foregår repression af homoseksuelle, og i øvrigt også sporadiske forsøg på at knægte forsamlingsfrihed via forbud mod Pride o.lign. Det er for at illustrere, at selv når man sammenligner et af de værste eksempler fra Europa - jf. det Pelle selv fremhævede - med de "bedste" eksempler fra MENAPT, er forskellen surrealistisk stor. --- (*Pakistan har sporadisk haft en lidt specielt del-pride udelukkende for transkønnede, her historisk kendt som khawaja sira, men altså ikke for homoseksuelle - for homseksualitet er nemlig forbudt og straffes med fængsel op til livstid) #Pride #LGBTQ #Polen

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet stoppet på gaden af især yngre vælgere, som fortæller, at jeg har bidraget til at vække deres politiske interesse. Alligevel brokker mange ældre politikere - som @JanEJoergensen og Søren Gade - sig over, at mange af os unge også prioriterer at deltage i den offentlige debat via de sociale medier. Men der er ikke noget modsætningsforhold mellem at passe sit parlamentariske arbejde og at deltage aktivt i den offentlige debat på sociale medier. Demokratiet lever ikke kun via afstemninger i folketingssalen, men også gennem en levende offentlig samtale mellem borgere og politikere. Det er nemlig netop gennem den offentlige debat, at nye idéer bliver prøvet af, at gamle dogmer udfordres, at holdninger flyttes, og nye politiske flertal tager form. Tidligere foregik denne samtale udelukkende i forsamlingshuse, til vælgermøder og gennem den etablerede presse. Men i dag har den offentlige debat fået endnu en arena i form af digitale forsamlingshuse som Instagram, Facebook og TikTok, der i sin essens er meritokratiske. De gør det muligt for nye stemmer at bryde igennem lydmuren uden først at komme igennem nåleøjet hos en avisredaktion eller et tv-studie. I dag er det ikke længere kun kommentatorer eller kritiske journalister, der kan stille spørgsmål til os folkevalgte, give deres eget besyv med i debatten, eller bestemme hvem der får taletid. De sociale medier er nemlig meritokratiske - og derfor bidrager de også til at, ja, at demokratisere den offentlige debat. For de sociale medier foregår på vælgernes præmisser. De ældre Venstre-politikeres kritik virker mest af alt som en frustration over, at de ikke længere selv har monopol på at fylde i den offentlige debat. Men folkestyret bliver ikke svækket af, at vi politikere kommunikerer direkte med vælgerne. Det bliver svækket, hvis vi dropper kontakten til de mennesker, vi er valgt til at repræsentere. Hele klummen kan læses i kommentarfeltet. #demokrati #offentligdebat #socialemedier

Laura Loomer, a korábbi Ukrajna-ellenes amerikai szélsőjobboldali kommentátor, meglepő módon egy interjúban dicsérte Ukrajnát és bevallotta, hogy korábbi állításaival ellentétben valótlanokat terjesztett a háborúról, így megváltozott a véleménye az orosz-ukrán konfliktusról. #orosz-ukránháború #LauraLoomer #VolodimirZelenszkij

Was ist der wahre Grund für den Angriff auf das #IFG? Auf diese Weise solle FragDenStaat ausgeschaltet werden, schreibt der renommierte Verwaltungsrechtler und IFG-Kommentator Prof. Friedrich Schoch in der FAZ. Das Portal sei Vielen "ein Dorn im Auge" und "lästig" 🧵 https://t.co/jCjxNQZSYL #Transparenz #Verwaltungsrecht #Öffentlichkeitsarbeit

Är det inte märkligt hur svenska medier gång på gång väljer samma ideologiskt förutsägbara kommentatorer i frågor om Israel och Iran? När Israel ska diskuteras går man gärna till Dror Feiler, Göran Rosenberg och Cecilia Uddén – vänsterextrema röster med en tydligt antisionistisk och starkt Israelkritisk utgångspunkt. När Iran ska analyseras återkommer Rouzbeh Parsi och Mohammad Fazlhashemi, trots att deras perspektiv och förhållande till den iranska regimen länge varit omdiskuterade. Är de upptagna tar man in odågan Carl Bildt. Problemet är inte att dessa personer får komma till tals. Problemet är att de presenteras som neutrala experter när de i själva verket är propagandister. Resultatet blir inte analys utan ett närmast slutet kommentariat, där samma världsbild reproduceras från studio till studio. Svenska medier tycks inte ens eftersträva balans. De söker bekräftelse. #SvenskaMedier #Israel #Iran

Erneute manipulative Berichterstattung vom ZDF. Während des WM-Finals zwischen Spanien-Argentinien hat der ZDF-Kommentator Oliver Schmidt behauptet, man hätte Trump den WM-Pokal „extra auf den Schoss gelegt“ und „das würde gegen alle Regeln verstossen“. Ein Video zeigt nun, was wirklich passiert ist: Der Brasilianer Ronaldo bringt den WM-Pokal, um ihn auf dem vorgesehenen Podest abzusetzen. Bevor er das tut, zeigt er ihn Trump. #WM2023 #ZDF #Manipulation